Bjarke Dalager
“Bjarke Dalager er ny formand for Dansk Musikerforbunds Svendborgafdeling, og han har – lige siden han som otte- årig fik sit første trommesæt – vidst, at han ville leve et liv i musikkens verden
Hvad bruger en mand fritiden til, når han til dagligt beskæftiger sig med musik fra morgen til aften? Han nyder stilheden.
Bjarke Dalager, 35 år og nyvalgt formand for Dansk Musikerforbunds Svendborg-afdeling, har ikke brug for musikalsk baggrundsstøj, når han sidder og læser, laver mad eller går tur.
– Enten er jeg på, eller også står jeg helt af. Musik som baggrundsstøj gider jeg bare ikke. Når jeg lytter til musik, forholder jeg mig professionelt til det, jeg hører, og analyserer musikken, og så er jeg ikke nødvendigvis helt nærværende.
Derfor vælger jeg helst musikken fra når jeg for eksempel går og laver mad med min kæreste Jeanette, siger Bjarke Dalager, der i det daglige også så rigeligt får dækket sit musik-behov.
Han er slagtøjs- og samspilslærer på musikskolen i Svendborg, fast trommeslager i fire-fem bands, og nu er han så også formand de sydfynske musikere. På generalforsamlingen forleden blev han valgt som afløser for Niels Jørgen Pedersen, og derfor er den undervisningsfrie fredag afsat til fagforeningen.
Her er han at finde på Harders i Møllergade i Svendborg fra klokken 15 til 17, og den nye fagforeningsformand har sat sig et mål; at få flere unge som medlemmer af Dansk Musikerforbund.”
Citat fra FAA i marts 2009
Bjarke blev i efteråret 2014 afløst af Inger Allan som er afdelingens nuværende formand (12.02.20)